Henrik Jensens dage i AC Horsens er talte. På fredag får han formentlig en fyreseddel, når bestyrelsen holder møde om trænerens fremtid. Det skriver Ekstra Bladet, der mener at vide, at Horsens ikke længere har den fornødne tillid til Henrik Jensen.
Ole Rasmussen, der er formand for Horsens, ønsker dog ikke at udtale sig om, hvorvidt Henrik Jensen er manden, der skal føre 'den gule fare' tilbage i Superligaen.
"Jeg kan ikke sige så meget før vores bestyrelsesmøde på fredag," siger han.
Sportschef Jesper Hansen skal på fredagens møde fremlægge en plan for, hvordan Horsens kommer tilbage til landets bedste række på blot en enkelt sæson.
"Det er korrekt, at jeg skal komme med et oplæg, hvor både spillertrup, organisation, cheftræner og min position er til debat. Vi skal se tilbage, men naturligvis også drøfte, hvordan vi kommer tilbage på sporet," forklarer han.
Ifølge rygterne står den tidligere SønderjyskE-træner Carsten Broe klar i kulissen, hvis det ender med en fyreseddel til Henrik Jensen.
Det er ikke første gang, at Henrik Jensen er i modvind. Han er tidligere rykket ned med både Køge og AB.