"Nu slukker jeg mikrofonen, og jeg tænder den ikke igen," sagde Birthe Rønn Hornbech (V)under samrådet om de ulovligt afviste statsløse unge, og det var hun i sin gode ret til.
Der er nemlig ikke mod reglerne, når en minister ikke vil svare på spørgsmål, konstaterede Folketinget Præsidium i dag på et møde, skriver Politiken.
"Vi føjede dog også til, at det normalt er hensigtsmæssigt, at der er et godt samarbejde mellem Folketinget og ministre, hvor man betjener hinanden så godt som muligt," siger præsidiets konservative medlem Helge Adam Møller til avisen.
Efter samrådet klagede oppositionen over den tidligere ministers opførelse. Det var blandt andet Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der ikke fik besvaret sine spørgsmål, og hun er overrasket over dagens afgørelse.
"Det er ødelæggende for folketingsmedlemmernes mulighed for at arbejde, hvis vi ikke kan få noget, der bare minder om svar fra ministrene," siger hun til Politiken.
Det var sagen om de ulovlige afvisninger, der i sidste ende kostede Birthe Rønn Hornbech posten som integrationsminister.
Kilde: Politiken