I dag starter den spektakulære retssag mod et 25-årigt AK81-medlem, der er tiltalt for drabet som startede bandekrigen.
Den 25-årige dansk iraner er ved retten i Glostrup tiltalt for drabet på 19-årige Osman Nuri Dogan, der for tre år siden blev skudt ned foran et pizzeria i Tingbjerg ved København.
"Han nægter sig skyldig," oplyser forsvarer Michael Juul Eriksen til tv2.dk.
Den 25-årige betegnes som en central figur i optrapningen af den blodige bandekrig mellem indvandrerbander og Hells Angels. Han har fungeret som livvagt for kendis-rockeren Brian Sandberg.
Da AK81'eren sidste sommer blev tiltalt for mordet på den 19-årige, sad han allerede bag tremmer for et voldsomt kølleoverfald.
Han var med på caféen, hvor Brian Sandberg for to år siden blev forsøgt likvideret. I den forbindelse bar han selv skudsikker vest, men blev ikke ramt af skuddene.
Bandekrigen mellem Hells Angels og indvandrerbanderne har kostet syv dødsofre og i omegnen af 60 er blevet såret, viser en optælling af Ekstra Bladet.