Filminstruktør og forfatter Hella Joof var et kort smut inde forbi teologistudiet på Københavns Universitet, inden hun fandt ud af, at det nok ikke var noget for hende alligevel.
Hendes interesse for religion og tro har dog fulgt hende gennem alle årene, og nu er hun aktuel med bogen "Båven om Gud".
Her fortæller Hella Joof om sit forhold til tro og Gud:
Hvilken tro er du opdraget i?
- Jeg er opdraget som kulturkristen, for der var ikke nogen, som var særligt troende omkring mig. Men jeg kan godt mærke, at jeg er vokset op i en kristen kultur. Min far er muslim, men ham er jeg ikke vokset op sammen med.
Hvad betyder tro for dig i dag?
- Det betyder rigtig meget, men det er ikke på folkekirke-måden. Jeg kan virkelig godt lide at gå i kirke, og jeg elsker at synge salmer, men når de moser for meget rundt i korsfæstelsen og blodet og tornekronen, og at Gud ofrede sin enbårne søn for vores synders skyld, så hopper jeg af.
- Så vil jeg hellere en tur i skoven, for jeg synes, det er ulækkert og tarveligt at tillægge Gud sådan nogle motiver, at han ville ofre et sødt og godt menneske på en meget sadistisk måde, for at vi andre skulle gå fri. Det giver ingen mening. Jeg accepterer ikke præmissen. For mig er det opstandelsen, der skal fejres. At Jesus overkom døden og smerten. Så kan vi andre også overkomme vores liv. Men hver sin smag.
- Jeg synes også, det er noget vrøvl, at Jesus var Guds eneste søn. Vi er alle sammen Guds børn. Så hvis den kristne tro kan rumme alt det, så er jeg kristen. Ellers tror jeg bare på Gud.
Hvordan dyrker du din tro?
- Jeg mediterer. Det gør jeg flere gange om dagen. Det handler om at finde fred og ro og forbinde mig med det større, som jeg får kræfter af. Hvis jeg er lettet over et eller andet, så siger jeg tak, fordi jeg har et behov for at takke.
- Jeg siger også tak for de gange, hvor man har siddet på motorvejen, og det har været lige ved at gå galt, men ikke gjorde det. Jeg siger nok tak til Gud, men for mig er Gud en kraft - en energiform. Vi har alle sammen et strejf af noget guddommeligt i os.
Hvornår har du sidst tvivlet på din tro?
- Når jeg nogle gange kommer til at tvivle på, om det er den rigtige vej, er det, når jeg bliver rigtig ked af det eller vred. Så tænker jeg over, hvis nu alt det med tilgivelse faktisk ikke kan lade sig gøre. Hvad nu hvis mennesker simpelthen ikke kan tilgive hinanden, fordi vi bliver så vrede? Men jeg finder altid tilbage til, at det er den eneste vej, jeg kan gå.
- Men måske behøver man ikke kunne tilgive alt som menneske. Måske kan man hægte sig lidt på Gud og sige: "Jeg kan ikke tilgive, ligesom du kan, men jeg vil gerne have hjælp til at tilgive". Så kan man tage Gud i hånden og sige, at man lige står der og søger hjælp til at tilgive.
Hvad tror du, der sker, når man dør?
- Jeg tror, at man går tilbage til en eller anden form, man kom fra. Jeg tror ikke på, at man genopstår i kødet. Det, synes jeg også, er lidt ulækkert. Hvad nu hvis man er blevet kørt over af en damptromle? Så vil man jo gerne have en ny krop. Men der er ikke noget, der forsvinder fra universet. Hedder det ikke termodynamikkens første lov?
- Jeg har ingen angst for døden. Jeg vil gerne have, at det skal gå i den rigtige rækkefølge og vil helst blive gammel, men jeg har slet ikke nogen fornemmelse af, at det er en afslutning eller noget frygteligt. Vi bliver født, og så skal vi dø. Hvorfor skulle det at dø være noget frygteligt, når det at blive født ikke er det?
/ritzau/FOKUS