Mens de øvrige konservative her til formiddag har brugt tid på at skyde med skarpt efter pressen, så er De Konservatives 'Grand Old Man', Helge Adam Møller, mere åbenmundet om Henriette Kjærs farvel.
"Man skal da være mere end almindeligt politisk tonedøv for ikke at kunne se, at den her sag har gjort det svært at føre konservativ politik," sagde han til Newspaq på vej til gruppemødet, hvor den nye politiske ordfører, Carina Christensen, skulle stemmes på plads.
"Vi har været igennem en bunke uro, som har betydet, at det har været utroligt svært at koncentrere sig om dét, der er det vigtigste i politik; nemlig politik. Så selvfølgelig har det været noget møg, møg og atter møg. Det er der ingen grund til at skjule. Det kan enhver idiot se, selv mig," slog forsvarsordføreren fast.
Helge Adam mener, at hele sagen om den dårlige privatøkonomi har "svækket Henriette Kjærs personlige gennemslagskraft."
Men han står ganske alene i den konservative gruppe. Alle andre fremmødte til dagens møde udtalte alene beklagelse over Kjærs beslutning.
I stedet rettede flere skytset mod pressen, som de konservative mener, har kørt en hetz mod Henriette Kjær.
"Jeg kan konstatere, at hun selv har valgt at træde tilbage. Det synes jeg, er et tab for dansk politik. Det må også give grund til selvransagelse i pressen, hvordan man kører personhetz på personhetz. Det betyder, at mange mennesker overvejer, om de overhovedet vil være i politik, når man nu kører så ubeskriveligt hårdt på personer og familier," sagde økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen.
Men den kritik af den politiske presse vil Helge Adam altså ikke blande sig i.
"Det gider jeg overhovedet ikke. Det, som er det afgørende, er, at der er truffet en rigtig og fornuftig beslutning, som selvfølgelig har været svær for Henriette Kjær, men jeg synes, hun har gjort det fornuftige og rigtige," lød det fra Helge Adam Møller.