I foråret 2008 måtte den danske model Helena Christensen dreje nøglen om i sin tøjbutik i New York, som hun har bestyret sammen med designer Leif Sigersen siden april 2005.
Skønheden beskyldes nu for at mangle at betale sin husleje på en halv million kroner. Hun har derfor vendt sin vrede mod sin advokat, som hun mener, ikke har rådgivet hende ordentligt. Det skriver B.T.
Striden begyndte, da udlejeren af forretningen sagsøgte Helena Christensen for ikke at have sagt lejemålet op i overensstemmelse med lejekontrakten.
Modellen blev derfor stævnet ved New Yorks højesteret for manglende betaling af husleje på omkring en halv million kroner.
Pengene er dog ikke blevet betalt endnu, da Helena Christensen har sagsøgt sin advokat Stacey Rom-Jensen, der ifølge den danske topmodel har givet dårlig rådgivning og dermed er skyld i ulykken.