Når bålene tændes i aften, lider mange hekse en krank skæbne. Dem af stof, vel at mærke, for de fleste levende hekse fejrer ikke sankthans.
»Førhen fik jeg lov at tænde bålet, fordi jeg har fødselsdag på dagen, men sankthans er ikke specielt for mig. Jeg fejrer i stedet solhverv,« siger Sara Wissendorff Jensen, formand for Cyprianus, et netværk for hekse i Danmark.
Hun skal holde fødselsdagsfest og kender ikke andre, der skal skråle med på Midsommervisen .
Tarot i haven
Nienna Gabrielle Bay er også heks, og hun har tænkt sig at hygge i haven med bål, tarotkort og en veninde – men ingen afbrændinger.
»Det med at sætte en heks på bålet har jeg ikke lyst til at bevidne. Der er for mange relationer til fortiden, og det er for poppet. Jeg ved, det er en tradition, men man mindes noget, der har kostet hundrede tusinde kvinder livet. Men hvis der er noget, jeg gerne vil af med, gamle kærestebreve eller billeder, kan jeg smide det på bålet,« fortæller hun. Den sidste heks, der blev brændt af myndighederne, var forresten den 74-årige bondekone Anne Palles, der først blev halshugget og senere smidt på bålet i 1693. Siden blev hekseforskrækkelsen kun dyrket i folketroen, hvor man så sent som i 1934 anklagede en mand i en injuriesag for hekseri.
Bålet, vi tænder 23. juni, er dog ikke det samme som det, troldfolket blev brændt på. Båltraditionen stammer nemlig fra de gamle bondesamfund, hvor man med vild ild nærmere skulle holde ondskab og trolddom væk. Når heksene mødtes til møder på Bloksbjerg, kunne ilden holde dem borte. Først i begyndelsen af 1900-tallet blev halm-heksedukken en normal skik.