Heather Mills har været til samtale med det engelske politi. Højst sandsynligt har samtalen handlet om de dødstrusler, hun har modtaget siden hun blev skilt fra Paul McCartney, fortæller BBC.
Skilsmissen har udspillet sig for åbent tæppe og anklagerne er føget mellem de to lejre.
Kampen mellem de to tidligere ægtefæller har nogle af Beatles-stjernens fans åbenbart tænkt sig at deltage i. Heather Mills fik i december indtelefoneret dødstrusler.
Derfor tog politiet en snak med Mills.
»Det var et møde, der var planlagt i forvejen,« fortæller Sussex Politi. »Der var ikke nogen speficik grund, og hun blev ikke arresteret.«
Heather Mills fortalte i december, at hun »vedvarende holdt kontakt« med politiet om dødstruslerne.
Dengang fortalte hun, at hun frygtede for sin personlige sikkerhed og påstod, at hun næsten ingen penge havde. Derfor kunne hun ikke betale for sikkerhedsfolk.
Sussex politi vil ikke komme ind på de nærmere detaljer om mødet med Heather Mills. De oplyser blot, at hun var der for at diskutere »forskellige emner.«