David Hasselhoffs alkoholproblem har fået tragiske følger. I fredags slog stjernens datter Hayley alarm, da Hasselhoff viste tegn på et slagtilfælde.
En ambulance kom kort efter og kørte Baywaych-skuespilleren til Los Angeles' Cedars-Sinai Medical Center. Lægerne på hospitalet besluttede efterfølgende at lade skuespilleren tvangsindlægge til psykisk observation, skriver radarOnline.com.
Den 57-årige skuespiller har en lang historie som alkoholiker bag sig og skulle efter sigende have drukket de seneste to dage, inden han gik psykisk ned.
"Jeg spurgte en af ambulanceførerne, hvordan David havde det, og han fortalte mig, at David vendte det hvide ud af øjnene, savlede og havde fået et slagtilfælde," fortalte en af skuespillerens naboer, der ligeledes tilføjede, at det ikke er første gang, det sker for Hasselhoff.
David Hasselhoff blev i oktober måned indlagt på en afvænningsklinik på grund af sit alkoholforbrug. Desuden har skuespilleren været på hospitalet yderligere to gange i år af samme årsag.