Den purunge Harry Potter -stjerner Emma Watson undrer sig over amerikanske berømtheders opførsel.
Det fortæller B.T.
Hun forstår ikke, hvorfor amerikanske kendisser kan finde på at brokke sig over at bliver genkendt overalt, når de samtidig går på gaden med et helt følge af rygklappere.
Watson forstår simpelthen ikke, hvorfor folk opfører sig sådan.
Ifølge den 17-årige skuespillerinde afhænger alting af, hvordan man håndterer tingene selv.
»Jeg blev berømt meget tidligt, men jeg har altså ikke problemer med at blive genkendt eller leve et rart og normalt liv,« fortæller skuespillerinden. Hun var kun 11 år, da hun medvirkede i den første Harry Potter-film.
Den unge pige kan ikke lade være med at more sig over, at stjernene tror at de er forklædte, når de bærer solbriller.
»Folk, der forsøger at gemme sig bag et par designersolbriller, griber det hele forkert an. For det første ligner de insekter med de dér store shades, for det andet tiltrækker de kun opmærksomhed. Og at have et par bodyguards på slæb hjælper heller ikke ligefrem,« griner hun.
Watson har en helt anden og mere jordnær løsning på problemet:
»Det bedste, man kan gøre, er efter min mening bare at leve så normalt som muligt.«