På blot 24 timer blev Harry Potter and the Deathly Hallows solgt i 11 millioner eksemplarer verden over. Det er dermed den hurtigst sælgende bog i historien.
I Storbritannien købte 2,7 millioner fans den syvende og sidste bog i serien om den berømte troldmand, mens bogen blev solgt i 8,3 millioner eksemplarer i USA og dermed uden problemer slog rekorden fra 2005, hvor den sjette Harry Potter-bog solgte 6,9 millioner eksemplarer i løbet af det første døgn.
I USA solgte Harry Potter and the Deathly Hallows alene i den første time 560.000 eksemplarer, hvilket svarer til, at der blev langet mere end 150 eksemplarer over disken hvert sekund rundt omkring i landets boghandlere.
Også dansk rekord
Bogen havde verdenspremiere på samme tid, nemlig et minut over midnat engelsk tid natten til lørdag, hvilket svarer til klokken 01.01 i Danmark. Herhjemme har boghandlerne også oplevet en rekordstor efterspørgsel på bogen, og både Index Retail, der står bag blandt andet Gad og Bog og Idé-butikkerne, samt Arnold Busck har meldt om langt større salg af bogen end tidligere år.
Det amerikanske forlag Scholastic Inc. diskuterer nu, om de skal øge oplaget på 12 millioner eksemplarer af Harry Potter and the Deathly Hallows .