Den succesfulde forfatterinde J. K. Rowling åbner nu for muligheden af, at der kommer en ottende bog om Harry Potter. Det fortæller Starpulse.com.
Den syvende og indtil videre sidste bog om den unge troldmandslærling udkommer 21. juli.
Det har hele tiden været planen, at den bog skulle afslutte den lange Potter-saga, men den stenrige J. K. Rowling spekulerer på, om hun ikke burde lave en til.
Det gør hun på trods af, at hun indtil nu har fastholdt, at den nye bog skulle være den sidste.
Rowling fortæller:
»Jeg kunne godt finde på, at lave en ottende bog til fordel for velgørenhed. Det skulle være et slags leksikon over Harry Potter-verdenen. Så kunne jeg bruge alt det ekstramateriale, som jeg ikke har fundet plads til i bøgerne.«
I filmens verden er Harry Potter nået til den femte film i rækken.
’Harry Potter og Fønixordenen’ får premiere 13. juli i år.