Hollywood skuespilleren Harrison Ford blev noget rød i hovedet, da han troede, at en hans gamle modspillere fra ’Star Wars’ var en tjener.
’Star Wars’-skuespilleren var Anthony Daniels, som for nyligt fortalte historien ved åbningen af en stor ’Star Wars’-udstilling i London, fortæller Starpulse.com.
Hvis skuespillerens navn ikke lige umiddelbart ringer en klokke for læseren heller, er det meget forståeligt.
For Anthony Daniels er ham, der spillede den guldfarvede robot C-3PO i alle seks ’Star Wars’-film.
Anthony Daniels er englænder, og da han så Harrison Ford på en restaurant i London, gik han hen for at hilse på.
Men Ford, der spillede kaptajn Han Solo i de første tre film, anede ikke hvem han var.
Daniels fortæller:
»Jeg var på en restaurant i London for et par år siden. Her så jeg Harrison Ford, og jeg gik over for at tale med ham. Han spurgte mig, hvilken ret jeg kunne anbefale. Jeg tror, at han troede, at jeg var en tjener.«
Hvis skuespilleren havde været iført sit robot-kostume inden han hilste på, ville han muligvis haft mere succes.
’Star Wars’ er i øvrigt lige blevet udnævnt til den film, som flest englændere gerne vil gense. Det fortæller en undersøgelse af foretaget af tv-kanalen Sky Movies.