- Jeg hørte kun, at det så skidt ud, inden jeg forsvandt i frit fald. Det var en metastase, men heldigvis dødt væv, der kunne opereres væk.
Det fortæller den bogaktuelle tv-vært, Hans Pilgaard, til Billed-Bladet.
Hans Pilgaard fortæller i bogen "Støj og fortielser" om sine to kræftforløb. Det første, hvor det knap er et år siden, han blev erklæret rask af lægerne på Rigshospitalet.
Og det andet så sent som i maj i år. Ved en kontrolskanning blev der fundet en metastase i leveren.
- Jeg er helt væk i min egen verden. Skræmt fra vid og sans. Ude af stand til at være i min egen krop, skriver Hans Pilgaard i sin bog.
Tiden efter fundet af metastasen var en af de hårdeste i den 53-årige tv-værts liv.
I juni gennemgik han en operation – større end den første.
- Og midt i det hele sidder Jobbe og kigger på mig. Det er så vildt, hvor meget han står igennem. Jeg kigger tilbage på ham og opdager, at selv jeg kan løbe tør for ord til at beskrive, hvor meget han betyder for mig, skriver Hans Pilgaard i sin bog.
Han blev gift med 27-årige Jobbe Joller for en månds tid siden. De to har dannet par siden 2013.