Et bredt udvalg af varer, der er produceret i USA, som kondomer, vin, klaverer og parfume bliver dyrere i Kina, når nye toldsatser træder i kraft lørdag.
Prisstigningen markerer slutningen på en uge, der har været præget af ophedede ordudvekslinger fra de amerikanske og kinesiske parter.
Blandt andet har Kina truet med at begrænse eksport af såkaldte sjældne jordarter, der blandt andet bliver brugt i elektronik i blandt andet USA.
Truslen kommer i kølvandet på, at USA har sortlistet Kinas telekomgigant Huawei. Amerikanerne har mistanke om, at Kinas kommunistiske ledere bruger Huawei til spionage.
Kina er i besiddelse af langt de største forekomster af sjældne jordarter og står for omkring 95 procent af den samlede produktion.
USA har bygget en industri, der på nuværende tidspunkt er afhængig af den kinesiske produktion, da 80 procent af importen kommer derfra.
Toldstriden mellem de to nationer fortsætter, efter parterne tidligere på måneden ikke formåede at blive enige om en aftale i Washington.
USA mener, at forhandlerne fra kinesisk side bryder løfter, som de tidligere har afgivet i forhandlingerne.
De to lande har varslet og iværksat toldsatser, som svækker samhandlen mellem nationerne, på 360 milliarder dollar.
Toldsatserne ser ud til at påvirke den kinesiske industriproduktion, der ser ud til at krympe mere end ventet i maj.
Men Kina slår tilbage med toldsatser, der bliver øget fra 5 til 25 procent på 5410 produkter.
Det gælder blandt andet, kosmetik, køkkenmaskiner som ovne og mikroovne, sportsudstyr som tennis- og bordtennisbolde og spiritus som gin og tequila.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP