De franske socialister har valgt deres kandidat til det kommende franske præsidentvalg i 2012.
Det bliver den 57-årige Francois Hollande, der skal løfte opgaven med at vælte Frankrigs siddende præsident, Nicolas Sarkozy, af pinden. Det sker efter, at sexanklager har sat socialisternes foretrukne topkandidat, Dominique Strauss-Khan, ud af spillet.
Det skriver BBC.
Hollande, der forventes at lægge en blødere og mere kompromissøgende linje, fik mere end 56 procent af stemmerne, og dermed et komfortabelt forspring til modkandidaten Martin Aubry.
I følge ekstern lektor i europæisk politisk historie på Københavns Universitet, Lars Hovbakke Sørensen, har Hollande gode chancer for at vinde over Sarkozy til forårets præsidentvalg.
"Vi har fået en socialistisk præsidentkandidat, som er meget midtsøgende, og som derfor vil kunne tiltrække en del midtervælgere og en del vælgere, som tidligere har stemt på de borgerlige og Sarkozy," siger Lars Hovbakke Sørensen til Newspaq.
Hollande taler især til den indignation i befolkningen, som er vokset frem under krisen, og han har i valgkampen blandt andet slået på, at han vil sætte ind over for de uansvarlige dele af bankverdenen.
"Jeg har hørt vrede og bekymring fra et stort antal mennesker - arbejdsløshed, usikkerhed på jobbet, høje huslejer, et sundhedssystem der bliver mere og mere utilgængeligt," sagde Hollande i en tale i Socialisternes hovedkvarter i Paris.
"Jeg har har noteret mig bekymringerne om vores fælles fremtid, globaliseringens fiasko, Europas fiasko og miljøet."
Franske meningsmålinger viser, at Francois Hollande har gode chancer for at vinde over den borgerlige Sarkozy.
Kilde: BBC