Afghanistans præsident Hamid Karzai bliver her til morgen igen indsat som landets præsident. Anklagerne om valgfusk er dermed frafaldet.
Men alligevel hviler hele verdens øjne på Karzai styre. Og i anledning af hans indsættelse sender USA udenrigsminister Hillary Clinton til Afghanistan for at overvære indsættelsen, skriver BBC.
Men Clinton har også en anden dagsorden. Hun er sendt til Kabul for at fastholde kravet til Karzai om at stramme op på sin embedsførelse.
Det vil sige, at han skal sætte hårdt ind overfor den korruption som plager landet.
Hamid Karzai og hans regering har i denne omgang en enestående mulighed for at gennemføre håndgribelige forandringer, som både kommer det afghanske folk til gode og som falder i god jord i resten af verden.
Præsident Obama overvejer stadig, om USA skal sende flere soldater til Afghanistan. Krigen bliver stadig mere upopulær, men behovet for militær assistance siges stadig at være der.
Men hele miseren om valgfusk og præsident Karzais manglende resultater gør ikke aktionen i Afghanistan mere populær.