Kampene i Gazastriben vil fortsætte, indtil Hamas' krav er opfyldt, siger talsmænd for den militante organisation. Det indikerer, at Hamas vil ignorere en eventuel ensidig våbenhvile fra Israel.
I Beirut sagde Hamas' repræsentant i Libanon, Osama Hamdan, ifølge Reuters:
"I dag kommer bevægelsens delegation til Cairo. Og det står klart, at vi ikke har noget nyt at tilføje... Enten ser vi, at vores krav er blevet opfyldt, eller også er resultatet, at konfrontationerne i gaderne fortsætter."
Israel er lige nu ved at overveje en ensidig våbenhvile. Det sker tre uger efter, at Israel begyndte offensiven for at få bugt med de raketter, som Hamas bliver ved med at sende ind over Israel.
I offensiven er over 1.150 palæstinensere blevet dræbt, og mere en 5.000 er blevet såret.