Hamas er klar til at indgå en etårig våbenhvile med mulighed for forlængelse, hvis Israel lever op til en række krav. Sådan lyder meldingen ifølge Reuters fra Hamas til Egypten.
De militante medlemmer af Hamas vil dog kun indstille angrebene mod Israel, hvis israelerne trækker sig ud af Gazastriben inden en uge, og hvis Israel genåbner grænsen til Gaza.
Meldingen kommer samme dag, som Hamas indenrigsminister Saeed Sayyam mistede livet under et luftangreb fra Israel. Sayyam var en af Hamas' mest betydningsfulde ledere og har haft ansvar for de 13.000 Hamas-politimænd og sikkerhedsfolk.