REM's successang 'Everybody Hurts' fra 1992 er blevet genindspillet af stjerner som Robbie Williams, Take That og Kylie Minogue som et bidrag til ofrene for jordskælvet i Haiti.
Det må siges at være et godt initiativ. For allerede den første uge har den slået rekorder i England, hvor den har solgt mere end 453.000 kopier, skriver BBC.
Det sender den direkte ind på en førsteplads på den engelske singlehitliste.
Talsmanden for the Official UK Charts Company (OCC), som har offentliggjort salgstallet, Martin Talbot er positiv overrasket.
"Befolkningen tager det tydeligvis meget seriøst at hjælpe haitianerne - sangen er blevet et kæmpe hit," siger han.
Overskuddet fra salget vil blive delt mellem the Disasters Emergency Committee (DEC) og avisen The Suns kampagne 'Helping Haiti'.