Det er endnu uvist, hvor omfattende skaderne efter jordskælvet i Haiti er. Strømmen er gået mange steder i hovedstaden Port-au-Prince, det samme er telefonnettet og det er svært at få oplysninger ud af landet.
Det har Asger Leth måttet sande. Hans far - multikunstneren Jørgen Leth, der har boet i Haiti siden 1991 - er fanget midt i kaosset i det fattige land.
"Han er inden for det alvorligt ramte område. Jeg har ingen idé, om han er i orden," skriver Asger Leth i en mail til Jyllands-Posten.
Asger Leth har prøvet at få fat i sin far på telefonen, men telefonforbindelserne til Haiti er generelt ustabile, og efter jordskælvet har de næsten konstant været ude af drift.
Den 72-årige filmmand har boet på Haiti siden 1991, hvor han en periode har været dansk honorær konsul.
Jordskælvet, det målte 7 på Richterskalaen, er det værste i 200 år. Tusinder frygtes dræbt i og omkring Port-au-Prince, hvor der bor knap to millioner mennesker.
Efter det store skælv kom en række efterskælv, hvor nogle målte helt op 5,9 i styrke.