Sms-fingrene tager sig en pause, og telefonrøret bliver ikke løftet lige så meget for ofrene for oversvømmelsen i Pakistan, som jordskælvskatastrofen i Haiti.
Selvom katastrofen i Pakistan berører op mod 20 millioner mennesker, var katastrofen i Haiti fire gange så populær herhjemme, når der skulle doneres penge til nødhjælp.
Dansk Røde Kors har samlet fem millioner kroner ind til Pakistan, men på samme tidspunkt under Haiti-katastrofen, havde danskerne allerede givet 18 millioner kroner.
"Hvis man sammenligner med Haiti, så går det stadigvæk langsomt. På samme tidspunkt efter katastrofen i Haiti, havde vi samlet 18 millioner kroner ind. Efter den målestok går det langsomt," siger Hans Beck Gregersen, pressechef i Dansk Røde Kors, til Newspaq.
Der er akut brug for støtte til pakistanerne, der både sulter og tørster, men også er i stor risiko for livstruende sydomme, lyder det fra hjælpeorganisationen.
"Vi er midt i en nødhjælpssituation. Vi kan ikke sige, at det er ved at blive stabiliseret. Der kommer stadig vand, og nede sydpå har der været nye oversvømmelser. Så vi står fortsat midt i en katastrofesituation," siger Hans Beck Gregersen.
I 2008 blev den danske ambassade i Islamabad i Pakistan udsat for et selvmordsangreb i forlængelse af Muhammed-krisen, hvor Danmark blev udsat for stort had på grund af Kurt Westergaards karikaturtegninger. Og Pakistans dårlige ry hænger ved, mener pressechefen.
"Danskerne har generelt ikke så markant en holdning til Haiti som til Pakistan," siger han og uddyber, at danskerne generelt har et dårligt billede af Pakistan.