I Københavns-området har politiets bandeenhed fredag gennemført otte anholdelser og flere ransagninger i forlængelse af den aktuelle kamp mod hashsalget på Christiania.
Blandt de anholdte er to fuldgyldige medlemmer af rockergruppe Hells Angels. De er mistænkt for at være to af hovedmændene bag hashsalget i Pusherstreet.
"Ved ransagninger af adskillige adresser, heriblandt Hells Angels South i Ishøj, er beslaglagt 125 kg. hash, ½ kg. amfetamin, 3 skarpladte skydevåben og ca. 1 million kroner i kontanter samt knap 1 million kroner beslaglagt på konto," lyder det i en pressemeddelelse.
De anholdte vil først lørdag morgen blive fremsat i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg.
Tidligere i denne uge gennemførte politiet en større aktion på Christiania mod hashsalget. Der opstod udbredt uro, da politiet blev mødt med flaskekast og kanonslag.