En Radikal og en SF'er har i dag fået overtaget Bertel Haarders Indenrigs- og Sundhedsministerium.
Det betyder af gode grunde en opsplitning af det tidligere så store ministerium, og det bekymrer den afgåede minister.
"Det er synd at skille Indenrigs- og Sundhedsministeriet ad, for kommunerne skal have et stigende ansvar indenfor sundhedsområdet," siger han til Newspaq.
Selve sygehusene kommer til at ligge under Astrid Krags (SF) nyoprettede Sundheds- og Forebyggelsesministerium, mens Margrethe Vestager bl.a. skal stå i spidsen for indenrigsdelen. Hun får altså ansvaret for kommunerne, mens Astrid Krag får ansvaret for sygehusene.
"Det, der ligger før hospitalet bliver vigtigere og vigtigere, og folk skal ligge kortere tid i hospitalssengene. Det betyder, at kommunerne skal tage over."
Derfor lyder hans opfordring til den debutterende minister, Astrid Krag, at holde godt fat i den radikale leder.
"Til Astrid Krag vil jeg sige: Få et godt samarbejde med Margrethe om at kommunerne skal spille en større rolle i sundhedspolitiken. Margrethe er stærk i finansministeriet, så hun kan være vejen for Astrid Krag."
Mens Astrid Krag nu er sundheds- og forebyggelsesminister, er Margrethe Vestager økonomi- og indenrigsminister. Sidstnævnte har derfor været til intet mindre end tre ministeroverdragelser i dag, da hun både overtager dele fra Økonomi- og erhvervsministeriet, finansministeriet og altså fra det tidligere Indenrigs- og Sundhedsministerium.