Kort før middag i dag vedtog Folketinget regeringens forslag om en BoligJobordning, der betyder, at danskere kan få fradrag på det håndværksarbejde, de får lavet derhjemme.
"Med denne her ordning får vi hele tre gode ting i en," sagde Venstres skatteordfører Mads Rørvig fra talerstolen i folketingssalen.
"Vi får bekæmpet sort arbejde, vi hjælper familierne, og vi sætter gang i væksten."
Kort efter trykkede politikerne på stemmeknapperne. 107 stemte for forslaget, mens kun syv stemte imod. Dermed er BoligJobordningen en realitet med øjeblikkelig virkning.
Det betyder, at villaejere landet over fra i dag skal gemme regninger fra håndværkere eller barnepiger, fordi de har ret til et skattefradrag, der giver myndige danskere mulighed for at trække 15.000 kroner årligt fra for køb af en bred vifte af opgaver i hjemmet.
Men det er ikke kun, når du køber ydelser af professionelle eller erhvervsdrivende, du kan få fradrag fra. Også når naboens datter passer den mindste, kan det trækkes fra i skat.