Chancerne for at finde fire savnede danskere i live efter en bådulykke onsdag aften er minimale.
Det siger politichef Bjart Gabrielsen fra Mandal på Norges sydspids til lokalavisen i området.
"Sandsynligheden for at finde flere overlevende svinder time for time," lyder det fra Bjart Gabrielsen.
Eftersøgningen indstilles efter mørkets frembrud. Og de norske myndigheder vil i morgen vurdere, om det giver mening at fortsætte den storstilede eftersøgning.
Der er gået 24 timer siden seks unge mænd fra Århus-området kæntrede i høj sø onsdag aften.
To af dem, den 24-årige Søren Thuesen og hans kammerat, overlevede ulykken. Men deres venner på 22, 23, 24 og 25 år savnes altså fortsat.
Indtil videre er eneste spor efter dem en sko i vandet. Eftersøgningen har dog også foregået på øer og holme i området, hvor de kan have reddet sig i land.
Tidligere på aftenen fortalte de norske redningsmyndigheder til Nyhedsbureauet Newspaq, at det næppe kan lade sig gøre at overleve længere end et døgn i vandet.
Vandtemperaturen er 17-18 grader, og bølgerne har været op til to meter høje.
"Der er grænser for, hvor længe man kan overleve, afhængigt af, hvad man har af flydemidler at klamre sig til. Og ifølge vores oplysninger havde de ikke redningsveste på. Samtidig blæste det ganske meget. Det er en yderligere begrænsende faktor i forhold til overlevelse," sagde vagthavende redningschef Eirik Walle til Newspaq.