Landets to største rockergrupper er blevet enige om en fredsaftale - igen.
Udmeldingen kommer efter Bandidos ellers havde meldt ud, at fredsaftalen fra 1997 var revet i stykker.
I en pressemeddelelse, der er underskrevet af begge præsidenter, står der:
"Det har været fremme i medierne, at der ikke længere eksisterer en samarbejdsaftale imellem motorcykelklubberne Hells Angels MC og Bandidos MC. Dette er korrekt, men der er indgået en ny aftale som fortsat sikrer freden imellem de to klubber."
Newspaq har været i kontakt med Hells Angels-lederen Jørn Jønke Nielsen, der ikke havde yderligere kommentarer til motorcykelklubbernes fælles udtalelse.
Det var derfor ikke muligt at få svar på, om det ulmende uvenskab imellem klubbernes afdelinger i Esbjerg, er afblæst.
Striden i Esbjerg udspringer af, at det er første gang, at begge klubber har åbnet afdelinger i samme by. Det har ført til voldsomme sammenstød i den seneste tid.