Hun er angiveligt den, der er hårdest ramt af H1N1, i Danmark, og nu er hun blevet lagt i respirator på intensivafdelingen på Svendborg Sygehus. Det skriver Fyns Amts Avis.
Kvindens tilstand er stabil, men hun er meget syg, oplyser Morten Sodedamm overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital, hvor Svendborg Sygehus hører under.
"Når man er lagt i respirator, er det fordi man ikke kan trække vejret selv, og det tyder på, at man har en udbredt infektion i lungen," siger Morten Sodedamm til Newspaq.
Kvinden ligger i isolation og lider ifølge Morten Sodedamm ikke af andre sygdomme eller af nedsat immunforsvar, der kan gøre hende ekstra sårbar overfor H1N1.
Virussen, der også kendes som svineinfluenza, rammer ofte yngre mennesker, der ikke har mødt den tidligere, og den er lidt hårdere ved lungerne end almindelig influenza.
Overlægen mener dog ikke, at fynboerne nu skal frygte sygdommen.