Gyldent år for 20th Century Fox

Det amerikanske filmselskab 20th Century Fox indtjente 3,5 milliarder dollars i 2006, ikke mindst takket være den computeranimerede Ice Age: The Meltdown .

Det har været et mere end tilfredsstillende år for filmselskabet 20th Century Fox. Faktisk har selskabet sat en ny rekord i branchen, da det har skovlet det næsten svimlende beløb 3,5 milliarder dollars ind, skriver IMDB.com.

Den overvældende indtjening skyldes især hits som ’Borat’ om komikeren Sascha Baron Cohens politisk ukorrekte kasakhstaner, ’X-Men: The Last Stand’ baseret på Marvel-tegneserien af samme navn og ’Ice Age: The Meltdown’ om dyrene fra istiden. Sidstnævnte animerede film blev selskabets største sællert med en global indtjening på 456 millioner dollars. Således er anden del i denne filmserie altså endnu et bevis på, at animationsfilm film sagtens kan nå et bredere publikum end børnefamilierne. Det har Shrek-serien også tidligere været et eksempel på.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.