Den lyslokkede sang-sild Gwen Stefani kommer til Danmark 14. oktober i år.
Hendes verdens-turné starter i april, og hun kommer i den anledning forbi København, hvor hun skal give koncert i Forum.
Her vil man helt sikkert kunne opleve sange fra hendes to soloplader ’Love. Angel. Music. Baby’ og ’The Sweet Escape’, som har været kæmpe hits over hele verden.
I øjeblikket er der meget snak om, at Gwen er meget interesseret i en genforening med bandet No Doubt.
Da hendes seneste solo-album kom på gaden i efteråret, fortalte hun, at det nok var hendes sidste. For hun havde mere lyst til at være sammen med sit band igen, fremfor at være soloartist.
Det var nok en nyhed drengene i No Doubt er rigtig glade for at høre, da bandets karriere har været på standby siden 2004.
Men først skal verdensturnéen overståes.