De store udlejningsselskaber flår dig, når du lejer bil. Med en smule søgning på internettet kan du leje din bil til halv pris.
Julen nærmer sig. Dermed skal en stor del af den danske befolkning ud at rejse; ellers bliver det i hvert fald vanskeligt at fejre højtiden med sine nærmeste.
DSB's tog lider som bekendt af forstoppelse under alle højtider. Og eftersom ikke alle er indehaver af egne hjul, kan det være nødvendigt at leje en bil, hvis hele familien skal på juleferie.
Nyhedsbureauet Newspaq har gået biludlejningsmarkedet grundigt igennem, og det viser sig, at der er masser af kroner at spare ved at se sig bare en smule for.
Ebiludlejning tager eksempelvis 2.631 kroner for en uge i en Ford Focus her i landet, mens Europcar afkræver dig 4.520 for nøjagtigt den samme bil hentet samme sted - den pris er 72 procent dyrere. Og Ebiludlejning har endda frit kilometertal, hvorimod Europcar blot giver dig 700 af slagsen, før de starter ekstratælleren.
Holder du ferie i udlandet, er der virkelig penge at spare. Newspaq har beregnet priserne for en uges billeje i Malaga, og her svinger de fra 1.161 til 4.356 kroner for nøjagtigt samme model. Og selvrisikoen varierer samtidig mellem 0 og 15.000 kroner.
I det hele taget er forsikringsbetingelserne et punkt, hvor du skal kigge ekstra grundigt efter, inden du sætter din signatur på kontrakten.
Det er i øvrigt ikke det eneste, du skal være særligt opmærksom på, så læs Newspaqs guide om fælder og faldgruber i billejejunglen.
Du kan også leje et lig eller en gammel spand på forskellige hjemmesider. Men det kræver altså, at du har gode nerver. For der findes adskillige eksempler på personer, der har fået nærmest bremseløse, skrotmodne øser udleveret.