Guardiola kritiserer sine tropper trods CL-avancement

Manchester City glemte at angribe mod Basel i returopgøret i Champions League, mener den spanske manager.
Manchester Citys spanske manager, Pep Guardiola, var ikke tilfreds med sine spillere efter nederlaget til Basel i Champions League. Briterne er dog sikkert videre til kvartfinalen.
Manchester Citys spanske manager, Pep Guardiola, var ikke tilfreds med sine spillere efter nederlaget til Basel i Champions League. Briterne er dog sikkert videre til kvartfinalen. Foto: Oli Scarff/AFP

Selv om Manchester City er sikkert videre til kvartfinalerne i Champions League, så var manager Pep Guardiola alt andet en tilfreds efter 1-2-nederlaget til Basel onsdag aften.

Det var Citys første hjemmebanenederlag i 15 måneder, men blev kun symbolsk oprejsning for schweizerne, der tabte 0-4 i det første opgør.

- Fra i morgen vil jeg være glad for at være i kvartfinalen for anden gang i klubbens historie. Vi er i en ny position, så vi er glade for det, siger Guardiola, men tilføjer med det samme:

- Første halvleg var ret god. I anden halvleg glemte vi at angribe. Vi glemte at spille.

- Det er ikke nok bare at aflevere bolden frem og tilbage. Så anden halvleg var meget, meget dårlig, siger Guardiola.

Spanieren havde ændret på seks positioner i forhold til sejren over Chelsea i weekenden.

De sejrsvante briter kom bedst fra start, da Gabriel Jesus åbnede scoringen efter blot otte minutter af kampen.

Udeholdets Mohamed Elyounoussi udstillede dog et sløset City-forsvar ni minutter senere, da han bankede udligningen i mål.

Michael Lang stod for sejrsmålet 19 minutter før slutfløjtet.

Selv om sejren ikke var nok for Basel, så var manager Rafael Wicky tilfreds med sine tropper efter kampen.

- Det er noget særligt for os at vinde over dette hold, og vi forlader Champions League med en god præstation i en svær situation, siger han.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.