Du kan grine eller græde, lige så tosset du vil – bare du i en eller anden grad forholder dig til temaet ’misbrug af børn’. Det er instruktørens svar på det paradoks, at biografgængere næsten ikke ved, hvad ben de skal stå på, når den absurde historie om en svært samspilsramt familie i Sønderjylland folder sig ud på lærredet.
For nogle er ’Kunsten at græde i kor’ så grotesk, at de skriger af grin. For andre så tragisk, at de fælder en tåre. Eller måske begge dele.
Sådan var det, da jeg så filmen. Og sådan var det, da instruktør Peter Schønau Fog for første gang så sin debut sammen med et publikum. Det var til årets Bodil-uddeling, og den fyldte sal morede sig (blandt andet) kosteligt.
»De grinede måske lige lovlig meget, men jeg skal jo ikke sætte mig til dommer over, hvad folk skal føle undervejs i filmen. Jeg vil bare sige, at man ikke skal undervurdere, hvor tabubelagt et emne det her er. Og hvor svært det er at have med at gøre følelsesmæssigt. Så en måde at redde sig selv i land på kan også være at grine af det,« siger Peter Schønau Fog, da vi møder ham over en portion boller i karry.
Hans debutfilm har allerede vundet både hæder og lovsang, men selv er den 35-årige filminstruktør en ydmyg mand, der (i kontrast til sin branche) lytter venligt og taler et pænt og lavmælt rigsdansk med en utilsløret jysk bundklang.
Kontant sarkasme
For Fog er selv opvokset på kanten af Sønderjylland. I Sønderho på Fanø nærmere bestemt, og en hel barndoms bestræbelser på at knække koden til lilleby-samfundets mange uskrevne regler har bestemt været en støtte til den hårfine håndtering af bogforlæggets ironiske balancegang.
»Det er en enormt svær kombination. At man sidder og griner af overgreb på børn, det er jo på en måde dybt usmageligt. Men at fortælle historien gennem denne her 11-årige knægt er et greb, der gør, at vi kan holde ud at høre på det,« pointerer instruktøren, der gennem hele filmen er loyal mod dramatiker Erling Jepsens delvist selvbiografiske bog om sin opvækst i en incestuøs familie.
Både i bog og film spiller den særlige sønderjyske mentalitet en stor rolle. Således taler samtlige skuespillere med dialekt.
»At tale dialekt er ofte noget med at have en sjov hat på i en eller anden revy, men her er det ikke for at have en sjov effekt. Som filmmager vil jeg ikke ironisere over noget så dybt frygteligt som misbrug af børn, men filmens særlige humor og tone kommer til dels fra det miljø, drengen er vokset op i. For der er en anderledes humor i Sønderjylland. En blanding af lune og sarkasme og i virkeligheden også en hårdhed. Man er lidt mere kontant med liv og død,« forklarer instruktøren om jargonen på den flade, vindblæste, afsondrede egn.
»De er tættere på naturen derovre. I modsætning til københavnere, der får ondt i hjertet, hvis nogen træder på en regnorm,« griner han.
»Men manipulationen, farens selvmedlidenhed og børnenes dilemma vil man kunne flytte til et hvilket som helst sted. Det er sikkert også derfor, filmen vinder så stor genklang på festivalerne ude i verden,« tilføjer han.
»Det vigtigste for mig er, at folk forholder sig til problematikken, fordi den er så tabuiseret. Jeg tror, at mange mennesker, der hører om incest, reagerer med at sige: "Jamen, hvordan kan det dog ske?". Men det er ikke et spørgsmål. Det er bare en måde at lægge afstand til svaret på, fordi man vil ikke høre svaret. Man vil ikke vide, at der eventuelt skulle være noget menneskeligt genkendeligt i det.«
Hvad er der at genkende?
»Det manglende selvværd i farens tilfælde. At ungerne tager ansvaret, fordi faren ikke tager det. At de sørger for, at far er glad, og at børn i visse tilfælde er parat til at gøre hvad som helst.«
»Incest er ikke altid bare en seksuel perversion. Det kan godt handle om noget andet, og det gør det i denne her film. Her er ikke noget monster med horn i panden, som vi kan spotte på lang afstand, men almindelige mennesker, som gør noget til en vis grad menneskelig forståeligt. Derfor bliver det lettere at sætte ord på al den skyld og skam. Hvis man har en mistanke om et overgreb, bliver det lettere at sætte ord på den mistanke og på den måde forhåbentlig hjælpe børnene.«