Jesper Grønkjær har i dag forladt landsholdslejren på grund af overbelastning i knæet.
Dermed står Danmark svagere forud for de afgørende VM-kvalifikationskampe mod Sverige lørdag aften og Ungarn om en uge.
"Det er selvfølgelig en rigtig skidt situation for os, når vi tænker på vigtigheden af de kommende kampe. Jesper har erfaringen og kvaliteten, som kan være afgørende for vores muligheder i disse kampe. Men omvendt kræver det, at han er fit, og det føler han ikke, at han er i øjeblikket," siger landstræner Morten Olsen.
Det er efterveer fra fire operationer de seneste to år, der er årsagen til, at den hurtige wing nu er sendt hjem.
Efter et par stille dage mandag og tirsdag blev Jesper Grønkjær her til eftermiddag testet af landsholdets læge, Søren Kaalund. Og FCK'eren bestod desværre ikke testen.
Jesper Grønkjær, der er noteret for 74 landskampe og fem mål siden sin debut i marts 1999, ærgrer sig over, at han må forlade landsholdslejren.
"Men jeg kunne simpelthen ikke udføre de ting på træningsbanen, som jeg gerne ville. Jeg ville allerhelst kunne være i kampene mod Sverige og Ungarn, men det nytter ikke, hvis det ikke kan være for fuld kraft," siger Jesper Grønkjær.
Landstræner Morten Olsen har endnu ikke udtaget en erstatning for Jesper Grønkjær.