Trods flere hjemmehjælperes oplevelser af at blive irettesat i sager, hvor de mener, at hjemmeplejens chefer har overvåget dem med et installeret GPS-system, afviser direktør for hjemmeplejen i Gribskov Kommune, Karsten Jensen, at de installerede GPS-trackerne bruges til at overvåge de ansatte.
"Vi bruger kun systemet til logistik, så vores ansatte ikke kører flere kilometer på vejene end højst nødvendigt. Borgere skal have så meget ud af de ansattes tid som muligt. Vi bruger også systemet til at få overblik, så vi kan sende den vogn, der er nærmest borgere i nød," siger Karsten Jensen.
Han afviser at kende til sager om reprimander med udgangspunkt i overvågning, men erkender, at kommunen ikke har informeret medarbejderne skriftligt. Han var ikke klar over, at dette er ulovligt.
"Det må jeg jo så beklage," siger Karsten Jensen.