Det rygtes, at det amerikanske rockband Green Day skal spille med i den nye ’The Simpsons’-spillefilm, fortæller Nme.
En talsmand fra filmselskabet 20th Century Fox vil ikke bekræfte rygterne, men ifølge bandets pladeselskab Warner Bros skal bandet være med i filmen.
Herudover kan pladeselskabet stolt berette, at bandet også har en sang med i filmen.
Green Day vil kunne opleves i en animeret udgave i filmen, og der går rygter om at man allerede kan se de tegnede udgaver af bandet i filmens trailers.
Filmselskabet bag filmen er sikre på filmens succes, fordi filmen er anderledes end alle andre af tidens tegnefilm:
»I en tid hvor animation bliver mere og mere imponerende, er der stadig nogen der tør være grimme - nemlig The Simpsons.«
Filmen om den dysfunktionelle familie fra Springfield får dansk premiere 27. juli.