Vi kan ikke undgå at se dem, de gratis kundemagasiner. KIWI i Netto, Vibrate i Fona og Skønhed i Føtex. Inden for de sidste par år er antallet af såkaldte instore-magasiner vokset eksplosivt. Butikskæderne har nemlig opdaget, at de glittede magasiner er en effektiv måde at fastholde kunder på.
Nyeste skud på stammen er det gratis mandeblad MAND, der distribueres i 7-Eleven og på YX-tankstationerne.
»Vi får en masse loyalitet, fordi vi tilbyder et magasin gratis til kunderne. Og så får vi et medie, vi kan kommunikere i om for eksempel nye produkter eller hvordan det er, at være franchisetager i 7-eleven,« siger Morten Vedel, der er indkøbschef i 7-Eleven.
6,6 millioner læsere
I England er kundemagasiner det mest voksende medie efter internettet, og det største kundemagasin Sky har 6,6 millioner læsere. Herhjemme er Chili Group den største udbyder af gratis kundemagasiner med tolv forskellige magasiner, der distribueres i butikker landet over.
»I takt med at kvaliteten er vokset, er kundemagasinerne blevet et alternativ til betalingsbladene. Hvis du kan få to magasiner, der er lige gode, så tror jeg, at folk vælger det, der er gratis,« siger administrerende direktør i Chili Group, Rikki Sølling.
Men selvom kundemagasinernes popularitet er støt stigende, understreger lektor i virksomhedskommunikation på CBS, Henrik Merkelsen, at læserne bør være opmærksomme op, at journalistikken i magasinerne tjener virksomhedernes interesser.
»Virksomhedernes selvros må ikke kamme over i kundemagasinerne, for så bliver det utroværdigt. Tit ser man, at magasinerne indeholder en kritisk artikel, som i virkeligheden er uden brod. Det er en retorisk teknik, som gør det svært at kende forskel på journalistikken i kundemagasinerne og i andre medier.«
Den rigtige målgruppe
Ifølge Henrik Merkelsen er markedet for kundemagasiner langt fra ved at være mættet. For godt nok bliver der, i takt med at antallet af gratismagasiner stiger, mindre opmærksomhed til det enkelte magasin. Men små oplag er stadig attraktive for butikskæderne, hvis bare målgruppen er den rigtige.
Rikki Sølling fra Chili Group er overbevist om, at kundemagasinerne på længere sigt vil ændre magasinmarkedet.
»Vi når en helt bestemt målgruppe med de forskellige magasiner. Jeg tror, vi vil se et magasinmarked i opbrud. I virkeligheden tror jeg ikke, der er så stor forskel på markedet for magasiner og det for dagblade.«