Først var de fire. Nu er de otte.
Næsten hele finalefeltet til årets Melodi Grand Prix er på plads, efter at den anden Grand Prix-semifinale fredag løb af stablen foran et veloplagt publikum i Aalborg Kongres og Kultur Center.
Blandt de gladeste fredag aften var James Sampson og Stig Rossen, der sammen med duoen Me and My og Katrine Falkenberg løb med pladserne i finalen, da seernes sms-afstemning var talt op.
»Det er fantastisk. Jeg glæder mig rigtig meget til på lørdag,« sagde Stig Rossen, mens James Sampson med knyttede hænder takkede både publikum i Aalborg og resten af Danmark for at finalepladsen var i hus.
I finalen skal de fire op mod Annette Heick, Annika Askman, Danni Elmo og Jacob Andersen, mens de sidste to af de i alt 10 sange i finalen findes blandt de tabende semifinalister via en afstemning blandt DRs radiolyttere.
Det store finaleshow finder sted i Forum Horsens lørdag 10. februar – vinderen skal repræsentere de danske farver ved Det Internationale Melodi Grand Prix i Finland senere på året.
Læs alt om Dansk Melodi Grand Prix 2007 her
På DR s Melodi Grand Prix-hjemmeside kan du blandt andet se de to shows på web-tv og se gyldne klip fra de gode gamle pastel-farvede dage.