Den tidligere amerikanske vicepræsident, Al Gore, annoncerede torsdag en række koncerter for miljøet på et pressemøde i Los Angeles, skriver Variety.com.
Begivenheden kommer til at hedde ’Live Earth’, og den skal være med til at bringe fokus på klimaforandringerne.
Vi fortalte tidligere på ugen, at der gik rygter om disse koncerter, og det er disse rygter, der nu bekræftes fra officielt hold.
Al Gore vil kopiere ’Live Aid’-konceptet, så musikkens verdensstjerner skal give koncerter på samme dag i byer på alle klodens kontinenter
Koncerterne i Shanghai, Sydney, Johannesburg og London er på plads, mens der stadig arbejdes på koncerter i USA, Brasilien, Japan og Antarktis.
Der vil deltage mere end 100 kunstnere i ?Live Earth’, heriblandt Red Hot Chili Peppers, Foo Fighters, Snoop Dog, Bon Jovi, Sheryl Crow og Bloc Party.
Pop-gruppen Black Eyed Peas arbejder i øjeblikket på en slagsang for begivenheden i stil med ’We Are the World’.
Folkene bag ’Live Earth’ mener, at to milliarder mennesker vil følge med i showet via radio, tv og internet, mens de håber på at tiltrække over en million til selve koncerterne.
Om bevæggrunden for at lave koncerter til fordel for miljøet, sagde Al Gore, at miljøproblemet kan overvindes, hvis der kommer opmærksomhed på det.
»Vi kan løse det. Vi vil løse det.«
»Men vi kan kun løse det, hvis nok mennesker får beskeden.«
Al Gore er Oscar-nomineret for sin dokumentar film ’En Ubekvem Sandhed’ om den globale opvarmning. Den spås gode chancer ved uddelingen.
’Live Earth’ vil finde sted 7. juli.