Internetgiganten Google kaster sig ind i kampen for at hjælpe iranerne med at kommunikere med resten af verden.
"Vi føler, at lanceringen af persisk er særlig vigtig nu, i lyset af begivenhederne i Iran," siger Googles chefudvikler Franz Och i forbindelse med offentliggørelsen af "Farsi to Google Translate", en gratis oversættelsestjeneste. Det skriver flere medier.
Også det sociale netværk Facebook har meldt sig på banen. Således søsættes en persisk version af det verdensomspændende netværk. Og det er der en ganske særlig årsag til, oplyser den britiske statsradiostation BBC.
Begge initiativer sker nemlig som reaktion på den omfattende interesse, der har været for Iran efter de to seneste ugers politiske udvikling i landet.
De seneste dage har været præget af omfattende protester i Iran anført af tilhængere af den slagne præsidentkandidat Hossein Mousavi, som har opfordret til demonstrationer efter det stærkt omdiskuterede valg af præsident Ahmadinejad.