Der er en hyldest-cd til en af jazzens helt store kvinder, Ella Fitzgerald, på vej.
I den forbindelse er der dukket en gemt og glemt duet med Stevie Wonder og Ella Fitzgerald frem, som bliver inkluderet på hyldestalbummet. Det fortæller TV2.dk.
Stevie Wonder er stor beundrer af sangerinden, som man kan høre det i hans 70’er hit ’Sir Duke’ fra det storsælgende album ’Songs in the Key of Life’. Derfor var det en stor ære for Wonder, at Ella Fitzgerald i slutningen af 70’erne indvilgede i at synge duet med ham på en af hans sange.
De to genindspillede kæmpehittet ’You Are the Sunshine of My Life’, og den sjældne optagelse er nu fundet frem fra gemmerne.
Den skal nemlig med på hyldestalbummet, som har fået titlen ’We All Love Ella: Celebrating the First Lady of Song’. Pladen, der udkommer i næste måned, rummer også bidrag fra kunstnere som Quincy Jones, Ruben Studdard, Natalie Cole og Wynonna Judd. Ella Fitzgerald døde 15. juni 1996 i en alder af 79 år.