Det er velkendt, at en stigende andel af ældre i den danske befolkning medfører flere udgifter. Men faktisk betaler de ældre selv en større og større del af regningen, viser en analyse, som den borgerlige tænketank Cepos har lavet for DR Nyheder.
Ældre over 65 år koster statskassen 300 milliarder kroner til blandt andet folkepension, hjemmehjælp, lægehjælp og hospitalsindlæggelser. Men samtidig betaler de cirka 200 milliarder kroner i skatter og afgifter.
Dermed finansierer de selv to tredjedele af regningen, og den andel er steget siden 1990'erne.
Det skyldes blandt andet, at flere ældre bliver længere på arbejdsmarkedet, og at mange selv har private pensionsopsparinger.
- Vores konklusion er at pensionisterne selv betaler en større andel af udgifterne end tidligere. Og selvfinansieringsgraden kan stige yderligere, siger cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen til DR Nyheder.