Er jeg er en brokkerøv med nej-hat på, fordi jeg gør opmærksom på de dårlige arbejdsvilkår for pædagoger og rædsomme opvækstvilkår, som vi tilbyder vores børn?
Når jeg, som pædagog, beretter offentligt om hverdagens vilkår i daginstitution og taler med andre pædagoger, som gør det samme, viser det sig hurtigt, at der er mange, som helst er fri for kritikken af fagets vilkår. I sådanne tilfælde bliver jeg, blandt andet, påduttet betegnelsen ‘brokkerøv’.
Dette kan måske være en del af forklaringen på, hvorfor langt flere pædagoger er bange for at ytre sig kritisk omkring deres arbejdsvilkår end tidligere. På trods af at vi samtidig står med historiske dårlige normeringer.
Der er mange, som mener, at vi i stedet skal have fokus på at få det bedste ud af de vilkår, som vi har. Vi skal tage den såkaldte ‘ja-hat’ på.
Men jeg er virkelig træt af den ja-hat, som føles som en sort sæk, som vi har fået trukket over hovedet, mens vores hænder blev bundet på ryggen. Dén ja-hat gør, at alt for mange børn bliver tabt i daginstitutionernes store sorte hul.
At alt for mange pædagoger bliver stressede og brænder ud, mens de prøver at løbe stærkere, i takt med urimelige nedskæringer og stigende krav.
Dén ja-hat er medvirkende til, at daginstitutionsområdet konstant bliver trampet på hver gang, der er kommunale budgetforhandlinger og finanslovsforhandlinger.
Vi finder os simpelthen i for meget og tager til takke med for lidt og alt for få, som er i kontakt med det pædagogiske fag sætter hælene i og siger stop.
Alt for mange pædagoger får forståelsen af, at det er bedst at brokke sig i personalestuen hen over kaffekoppen.
Fordi det alligevel ikke nytter, og så ingen får fingrene i klemme. Derfor sker der aldrig mere.
Ja-hatten bliver ofte også en naiv og ukritisk tilgang til det pædagogiske fag.
Men dét at tage denne slags ja-hat af, behøver ikke nødvendigvis at betyde, at man tager nej-hatten på. Tværtimod.
Jeg har ikke nej-hatten på.
Jeg er faktisk en glad og stolt pædagog, når det kommer til stykket. Jeg går glad og tilfreds på arbejde og kommer glad hjem igen de fleste dage. Og jeg udretter noget hver dag.
Det er bare kun en brøkdel af, hvad jeg kunne gøre, hvis jeg havde bedre rammer og vilkår. For jeg vil gøre det bedre. Jeg vil gøre mit arbejde bedre, end jeg kan idag.
Jeg er virkelig flov over de vilkår og rammer, som vi tilbyder børn og familier i de danske daginstitutioner.
Rammer, som langt fra skaber gode muligheder for udvikling, omsorg eller tryghed, som er min kerneopgave.
Jeg ville så gerne kunne fokusere på andet end de dårlige normeringer på daginstitutionsområdet. Jeg ville så gerne kunne fokusere mere på bedre pædagogisk kvalitet og udvidet faglighed.
Jeg vil så gerne gøre alle opmærksomme på, hvor vigtigt vores fag er for vores samfunds udvikling og fremtid, hvilke vigtige investeringer, som jeg kan varetage og hvorfor det pædagogiske fag er berettiget til mere opmærksomhed.
Men hver gang jeg prøver, dukker normeringsproblematikken op som den konstante store, skarpe sten i skoen, som borer sig ind i foden, hver gang jeg tager et skridt.
Jeg bliver hver dag konfronteret med alle de børn, som lider under de dårlige normeringer. Børn, som jeg ville kunne sikre bedre udviklingsmuligheder og være medvirkende til at sikre en bedre fremtid for, hvis vi havde ressourcerne til det. De børn er svære at ignorere, mens jeg fortæller de gode historier for at sælge faget.
Det er svært at fokusere på andre relevante, pædagogiske kvalitetsløft, før vi har ressourcerne til at løfte opgaven. Forstå mig ret, pædagogisk kvalitet er yderst vigtig.
Men lige meget hvor veluddannede pædagoger er, kan vi ikke løfte den pædagogiske opgave, så længe der hele tiden bliver skåret en luns af ressourcerne til området og vi pædagoger skal løbe så stærkt, at vi har svært ved at sætte vores pædagogiske faglighed i spil.
Derfor bliver jeg ved med at vende tilbage til normeringskritikken, hver gang jeg debatterer daginstitutionsområdet.
For jeg ved, hvad der skal til for at gøre daginstitutioner til sunde, udviklende og trygge steder at være for børn.
I mine øjne ville en såkaldt ‘brokkerøv’ være én, som bliver ved at at brokke sig hen over kaffekoppen til folk, som ikke kan gøre noget ved det og uden nødvendigvis at have et ønske om at ændre tingenes tilstand eller et forslag til hvordan.
Jeg har et ønske om, at noget bliver ændret. Og hvis jeg skal blive ved med at kunne kigge mig selv i spejlet, må kritikken også blive ved med at komme længere ud end kanten af kaffekoppen.
Så undgår jeg forhåbentlig også at blive en indebrændt brokkerøv.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.