Steen Knøster Rasmussen er marxist, født og opvokset på den københavnske vestegn og så er han postarbejder hos Post Danmark. En af de ufaglærte manuelle arbejdere, som politikere og meningsdannere taler rigtig meget om og til, men ikke særlig meget med ...
Så blev valget udskrevet, og min første tanke var egentlig bare at gøre som Maude Varnæs i Lise Nørgaards elskelige serie Matador; gå i seng.
Tre uger med løgne, talmanipulation, islamofobi, hetz mod udsatte grupper, valgtest, meningsmålinger, og ”råbe højest”-debatter i medierne.
Debatter og valgtest om værdipolitik vel at mærke, for ingen diskuterer for alvor ideologi længere. Når 8 ud af 9 partier, Enhedslisten undtaget, hylder samme ideologi, nemlig kapitalismen, så er der kun værdidebatten tilbage. Derfor italesætter medier og politikere til stadighed også selv begrebet ”rød og blå blok”, for at holde vælgerne, altså jer og mig, i en illusion om, at valget er vores. Men virkeligheden er jo, at denne regering, med små variationer, har ført samme politik som den forrige gjorde. Det er ganske vist Løkke, der råber op om at prygle de ledige mere, men det er Thorning, der svinger pisken.
Partierne, institutionerne og medierne i vores samfund er systembevarende, og systemet er kapitalistisk, så den politiske såvel som den økonomiske elite har ingen interesse i, at en valgkamp resulterer i en egentlig systemkritik. En kritik af systemet ville være en kritik af institutionerne, medierne og politikerne selv. Om det er Helle eller Lars, der sidder i statsministeriet, er ligegyldigt. Systemet er bevaret. Så i stedet for at diskutere, hvorvidt kapitalismen som system i virkeligheden skaber grobund for løntrykkeri, arbejdsløshed, fattigdom, racisme og ulighed ikke bare herhjemme, men i hele verden, fodrer politikerne os med diskussioner om værdipolitik.
I Kristeligt Dagblad var valgtesten netop udformet som en test om værdier. Her skulle man tilkendegive, hvor enig man var i værdipolitiske udsagn som: ”Generelt skal offentlige institutioner i Danmark tage mindre hensyn til religiøse minoriteter” eller ”Det skal være sværere at få asyl i Danmark”. Jeg tog testen, og endte ikke overraskende med at være 79% enig med Enhedslisten, det eneste antikapitalistiske og systemkritiske parti i testen. Grafikeren på dagbladet havde været kreativ, så da resultatet fremkom, var der samtidig et dekorativt Ø lagt hen over en næve der holder en slangebøsse klar til skud. Der var ingen næve med en pisk i til at prygle de ledige bag Venstres V i testen, eller maskinpistolbevæbnede vagter ved en grænsebom bag DF's O.
Nej, gode kulturkristne borgerlige læsere bør ikke være i tvivl: Socialistiske holdninger om lighed og plads til alle er antikapitalistiske, systemkritiske og dermed farlige, og derfor må socialister i al sin naturlighed være voldelige og bevæbnede. I skærende kontrast til denne virkelighedsopfattelse er det faktum, at Enhedslisten er eneste parti i folketinget, der er modstander af indkøb af kampfly til milliarder. Milliarder der vel at mærke kunne bruges til at højne livskvaliteten for de mange udsatte grupper i samfundet.
Når vi står i stemmeboksen efter 3 ugers udmattende mediedækning af valgkampen, hvor partier der stort set kun er uenige om detaljerne har prøvet at overgå hinanden i skattelettelser, muslimbashing, og gennemprygling af de ledige, så vil de fleste nok sætte deres kryds med baggrund i en eller anden mærkesag, som de finder sympatisk.
Problemet med mærkesager er, at de er en del af en samlet pakke. Man får altså ikke LA's og V's skattelettelser uden at få massiv løndumping, brugerbetaling og en forringelse af samtlige sociale ydelser med i pakken. Det kan godt være, at man som Dansk Folkeparti synes, at et dyrepoliti er sagen, men med DF-pakken følger altså også et parti, der blindt har støttet op om Lars Løkkes regering - en regering, der gav os dagpengereformen, kontanthjælpsreformen, loven om gensidig forsørgerpligt, og afskaffelsen af efterlønnen.
Modstanden mod social dumping vokser hastigt blandt socialdemokratiske politikere, men med S-pakken følger altså også ulighedsskabende reformer, udbudspolitik og konkurrencestat. De Radikale har ganske vist profileret sig som antiracister og med en sympatisk flygtningepolitik, men med i R-pakken følger hetzen mod alle andre udsatte grupper. SF kæmper bravt for dem, der er faldet ud af dagpengesystemet, men systemkritikken og socialismen er for længst lagt på hylden. Med SF-pakken følger nu både en frihandelsaftale og nye kampfly. De konservative hopper med på et hvilket som helst borgerligt udspil om skattelettelser, og forsøger at toppe det, men med K-pakken følger usmagelige reklamekampagner, der havde fået både Hr. og Fru bankdirektør Varnæs til at opsige deres medlemskab.
Når jeg står i stemmeboksen d. 18 juni, stemmer jeg ikke for hverken den ene eller den anden asociale regering. Jeg stemmer imod ulighed, imod flere reformprygl til de udsatte, imod social dumping, imod hetz mod religiøse minoriteter, imod skattelettelser til de rigeste, imod frihandelsaftale med USA, og forhåbentlig for et ligere, rigere, grønnere og langt mere solidarisk samfund.
Indtil da har jeg rigeligt tid til at øve med slangebøssen, jeg gider nemlig ikke at spilde et sekund på underlødige råbedebatter på skærmen ...
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.