Der var hverken forvarsel eller en bestemt person som mål, da en 35-årig gerningsmand søndag pludselig skabte panik på politistationen i Detroit.
Det skriver CNN, efter at Detroits politichef Ralph Godbee på et pressemøde har beskrevet, hvordan gerningsmanden kom ind og pludselig "begyndte at skyde tilfældigt omkring sig og udløste komplet kaos og forvirring."
En kvindelig betjent blev ramt i brystet, men slap nådigt fra episoden takket være en skudsikker vest.
To af hendes mandlige kollegaer blev skudt i hovedet. Også en fjerde politibetjent blev ramt.
Selvom det ene offer fortsat er i kritisk tilstand, fortæller politichefen, at de alle forventes at overleve den voldsomme hændelse.
Skudepisoden fik til gengæld dødelig udgang for gerningsmanden, da politiet besvarede skuddene. Han døde på stedet.
"Vores betjente udviste stort mod igennem hele hændelsen og undlod at gå i panik. De gengældte skuddene, søgte dækning - alle de ting, vi træner dem til at gøre under pres," siger Ralph Godbee ifølge CNN.
Derudover er politiet meget sparsomme med oplysninger. Gerningsmandens identitet vil de først vil afsløre efter yderligere efterforskning i sagen.
Kilde: CNN