Mens ni nordmænd formentlig fortsat bliver holdt som gidsler af militante islamister på et gasanlæg i Algeriet, arbejder det norske forsvar på at undersøge, hvordan en eventuel redningsaktion skal forløbe.
Repræsentanter fra den norske specialstyrke - Forsvarets Spesialkommando (FSK) - samt Beredskapstroppen i Oslo er fløjet til det nordafrikanske land for at give taktiske råd og forsøge at påvirke taktikken. Det rapporterer den norske tv-kanal TV2.
Torsdag gennemførte algeriske soldater en redningsaktion mod gasanlægget, hvor adskillige mennesker - heriblandt flere vestlige statsborgere - er blevet holdt indespærret siden onsdag morgen.
Op mod 30 gidsler og 11 gidseltagere har angiveligt mistet livet under befrielsesbombardementerne, men flere gidslers skæbne er fortsat uvis - heriblandt de ni nordmænd.
Og aktionen er muligvis ikke overstået endnu, rapporterer lokale medier.
USA blev ikke informeret om, at algerisk militær ville foretage en luftangreb mod gasanlægget, før aktionen var gået i gang, siger amerikanske embedsmænd ifølge nyhedsbureauet AFP. Det gjorde Norge heller ikke.
Den norske specialstyrke FSK trænes jævnligt i at håndtere terroraktioner mod olieanlæg - det skete så sent som i juni sidste år.
Efterretningstjenesten i Norge, som har ansvaret for norske interesser i udlandet, er ifølge TV2's kilder blevet bedt om at undersøge, om de har kontakter, som kender til gidseltagerne.
Det er angiveligt islamister med tilknytning til terrornetværket al-Qaeda, som står bag gidseltagningen, og ørkendramaet onsdag ses som gengældelse for Frankrigs militære intervention i Mali.
/ritzau/NTB