Nu er det på tide at ændre beboersammensætningen i landets ghettoer. Derfor skal flygtninge og indvandrere fra ikke-europæiske lande ikke længere tilbydes en bolig i et af de 29 områder, som er udpeget som 'ghettoområder'. Det skriver Jyllands-Posten.
I dag bliver regeringens spritnye plan 'Ghettoen tilbage til samfundet' fremlagt på et pressemøde. Ifølge morgenavisen går det kort sagt ud på, at kommunerne skal tvinges til at tilbyde indvandrere en bolig, som ikke ligger i et ghettoområde. Der skal også være stop for familiesammenføring for dem, der bor i ghettoer.
Hos socialdemokraterne er man slet ikke afvisende overfor regeringens nye ghettoplan. Det siger integrationsordfører Henrik Dam Kristensen (S) til Newspaq.
"Vi vil også sammen med SF ændre beboersammensætningen. Derfor giver det god mening at sige, at man vil være forsigtig med, hvem der skal flytte til ghettoerne. Også for indvandrernes egen skyld," siger Henrik Dam Kristensen.
Dog har han et vigtigt forbehold i forhold til det punkt fra regeringen, der går på, at indvandrerer i ghettoer ikke kan blive familiesammenført.
"Hvis du har en person, som opfylder kravene for familesammenføring, men bor i en ghetto, er det unfair, at den person ikke kan få sin familiesammenføring. Der må vi i stedet hjælpe dem med anvisningsret," siger socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen.
Og det bliver ikke det store problem at finde plads til dem, siger han.
"Der skal formodentligt bygges flere almene boliger. Der er mange boligområder, blandt andet i Nordsjælland, der ikke tager beboere med anden etnisk baggrund. Det tror jeg sagtens kan håndteres," siger Henrik Dam Kristensen.
Kommunernes Landsforening er skeptiske, da de i Jyllands-Posten siger, at man ikke har en masse ledige boliger uden for ghettoområderne at tilbyde indvandrerne.