Ghettobørn venter i årevis på hjælp

Der kan gå år, før udsatte børn i de socialt belastede områder får den nødvendige hjælp. Sådan lyder den samstemmende fortælling fra skoleledere landet over.

De hårde drenge på Amager går til den, når der spilles fodbold i skolegården.»Pas dog på, din nar,« lyder det hidsigt, da en tackling bliver for hård.

Balladen ordnes med et klap på skulderen. Og spillet kan fortsætte. Denne gang drev faren over på Østrigsgades Skole. Måske fordi juleferien kun var få timer væk, og der duftede af brunkager på gangene.

Normalt er kvarteret yderst på Amager ellers ikke kendt for sin julestemning. Som et af Københavns såkaldte udsatte boligkvarterer er det kendetegnet ved mange arbejdsløse, lave indtægter og en overvægt af indvandrere.

Skoleleder Torben Vorstrup støder da også tit på børn, der har brug for hjælp, fordi mor og far ikke har styr på tilværelsen. I så fald er proceduren klar. Skolen underretter de sociale myndigheder, som straks skal undersøge sagen. Men ofte går der alt for lang tid, før barnet får den nødvendige hjælp, fortæller Torben Vorstrup.

»I bedste fald sker der noget inden for et år, men det er ikke ualmindeligt, at der går halvandet til to år, før der reelt bliver handlet, og barnet får den nødvendige hjælp. Det er ulykkeligt, for der skal altså meget til, før en lærer går så langt som til at underrette myndighederne om et barn,« siger han.

Ikke kun i Kbenhavn

Dermed bakker han op om den københavnske skolelærer Tue Bech, der i går fortalte til Nyhedsavisen, hvordan han 35 gange på få år havde underrettet socialcentrene om, at hans elever blev udsat for omsorgssvigt i hjemmet – stort set hver gang uden nævneværdig reaktion.

Og billedet går igen på en række skoler i socialt belastede områder landet over. Blandt andet på Klostervængets Skole på ydre Østerbro.

»Vi har oplevet, at børnene må vente op til fire år, før der sættes ind fra de sociale myndigheders side. Vi er så småt begyndt at få bekræftelser på vores underretninger, men efterfølgende sker der ingenting. Fra vores synsvinkel har børnene de samme vilkår, som de har haft hele tiden,« siger skoleleder Karen Margrethe
Grønlund.

Fænomenet er ikke begrænset til hovedstaden:

»Ofte kan vi godt sidde og spørge os selv: Hvorfor sker der ikke noget med det her barn? Sagsbehandlerne har de bedste intentioner om at gøre det godt. Men de sidder med et hav af sager og er under et stort pres, hvilket forsinker sagsbehandlingen,« siger Rani Hørlyck, der er skoleleder på Nordgårdsskolen i Århus.

Få sagsbehandlere

For få sagsbehandlere er også et problem i Odense. Det mener skoleleder Johnny Rasmussen på Risingskolen, der ligger midt i det berygtede Vollsmose-område.

»Sagerne bliver behandlet for langsomt og af og til også for dårligt. Hvis målet med sagsbehandlingen er at få barnet til at fungere normalt igen, ja, så er sagsbehandlingen for overfladisk,« siger han.

»Desuden oplever vi en hyppig udskiftning blandt sagsbehandlerne. Det betyder, at en sag kan skifte sagsbehandler midt i vadestedet. Så er det næsten, som om sagen skal starte forfra.«

Skolen har ikke krav på at få at vide, hvad socialforvaltningen reelt foretager sig i sagerne. Derfor kan lærere og skoleledere ikke gøre meget, når først de har underrettet kommunen. I stedet kan de passivt se til, mens børnene får det værre og værre. Og resultatet er forudsigeligt, hvis der ikke sættes hurtigt ind, mener man hos foreningen Børns Vilkår:

»Jo længere tid der går, før hjælpen sættes ind, jo dyrere bliver det i sidste ende for samfundet. For omsorgssvigtede børn er oftest dem, der ender i kriminalitet og arbejdsløshed,« siger Bente Boserup, der er leder af rådgivningen hos Børns Vilkår.

»Derfor er det ikke godt nok, at vi har nødlidende børn, der samler støv som sager på sagsbehandlernes skriveborde,« siger hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.