Georgiens præsident, Mikhail Saakasjvili, opfordrer Rusland til en våbenhvile i de blodige kampe i udbryderprovinsen Sydossetien.
- Jeg beder om en øjeblikkelig våbenhvile. Rusland har begyndt en invasion af Georgien i fuld skala, siger han til Reuters.
Saakasjvilis udmelding kommer, efter russiske tropper lørdag morgen overtog kontrollen med Sydossetiens hovedby, Tskhinvali. '
Kampene mellem russiske og georgiske styrker fortsætter, og ifølge Rusland er mindst 1.500 mennesker blevet dræbt. Mange af dem er civile.