Der vil ikke blive lagt fingre imellem, når popstjernen George Michael næste forår udgiver en selvbiografi.
Sådan lyder løftet fra hans manager Andy Stephens til nyhedsbureauet Reuters, efter at stjernen har indgået, hvad der efter sigende skulle være en af de højest betalte bogkontrakter i engelsk historie.
Hvor mange penge, den hovedrige 44-årige George Michael kan forvente at score på skriverierne, er dog ikke oplyst.
I bogen vil hovedpersonen blandt andet komme ind på nogle af de mange skandalesager, der i tidens løb har bragt den tidligere Wham-sanger på alverdens avis- og magasinforsider.
- Folk er ikke dumme. De begynder at lægge mærke til, at sandheden er mere interessant end historierne, som pressen finder på, lyder det fra Andy Stephens.
George Michael har solgt flere end 80 millioner plader.